For at kunne lave det gode, stabile match med en virksomhed/uddannelsessted er det vigtigt, at man som konsulent i High:five får et grundigt billede af den tidligere straffede, som man skal forsøge at hjælpe i job eller uddannelse. Det gør man bl.a. gennem den visitationssamtale, som er en del af den metode, vi løbende har udviklet, siden vores start i 2006.
Vores konsulenter spørger bl.a. ind til ansøgerens fortid og opvækst, uddannelses- og erhvervserfaring, civilstatus og netværk, boligsituation, økonomiske situation, fysiske og psykiske helbred, evt. misbrug, straffeattest og baggrunden for kriminaliteten, samt motivation og ønsker til et fremtidigt job/uddannelse.
Sammen med faglige indspark fra vores samarbejdspartnere i kommunerne og Kriminalforsorgen, får konsulenterne et samlet indtryk af personen. Det er nødvendigt for de næste faser af arbejdet.
Havde svært ved at stave
I maj måned 2023 visiterede vores konsulent, Trine, Peter Emil, som var indsat i Kragskovhede Fængsel. Under samtalen kunne hun hurtigt mærke, at hans helt store passion var at svejse.
Noget, han til gengæld bøvlede med, var sin svære ordblindhed, som blev tydeligt for Trine, da han skulle udfylde samtykkeerklæring med sit navn.
Men Trine tænkte ”Hvor der er vilje, er der vej!”.
Hun vidste ikke meget om at svejse, så hun ringede derfor til Peter Emils gamle arbejdsplads og fik bekræftet, at han var en dygtig svejser.
Hun motiverede HMK Bilcon til at indkalde Peter Emil til en samtale, og Peter Emil fik udgang fra fængslet for at deltage.
Trine skulle også deltage, og de havde aftalt at mødes på banegården, hvor Trine ventede på ham. Hun var ankommet før tid og ville dobbelttjekke, at han var kommet godt afsted, så hun ringede til ham. Men han tog ikke telefonen. Hun nåede både at få koldsved OG ringe til Kragskovhede Fængsel, som bekræftede, at han var taget afsted, men havde efterladt sin telefon.
Men så kom han gående – helt afslappet og til tiden. Og da Trine spurgte, hvorfor han ikke havde taget sin telefon med, så han kunne skrive en besked om, at han var på vej, svarede han blot med et smil: ”Jamen, jeg kan hverken kan læse eller skrive, og vi skulle jo nok finde hinanden.”
De tog sammen til samtalen hos Frans fra HMK Bilcon, og Peter Emil blev ansat.
Han startede kort efter sin løsladelse, og i starten af december 2023 var Trine forbi for at overrække vores CSR-bevis til virksomheden, som en anerkendelse af deres sociale ansvarlighed.
Frans og HMK Bilcon har været samarbejdsvirksomhed siden 2021, og vi er meget glade for det gode samarbejde!
På billedet ses Frans, Peter Emil og Trine.