Skip to content
Daniels gæld gør det svært at føle, at han nogensinde får lov til at begynde forfra

Der er dage, hvor jeg stadig føler mig som kriminel

Daniel står op hver morgen og møder ind på arbejde. Han bor sammen med sin kæreste, passer sit job og insisterer på at holde fast i det liv, han har bygget op efter flere år med misbrug, kriminalitet og fængsel.

Han er overbevist om, at han ikke havde været dér i dag, hvis han ikke havde mødt Trine fra High:five i udslusningsfængslet.

“Jeg føler mig heldig. Trine troede på mig og hjalp mig i arbejde. Det var første gang i lang tid, at jeg blev set som et menneske og ikke som kriminel. Det gjorde også, at jeg selv begyndte at tro på det.”

I dag kan han lide det almindelige i at møde ind på sin arbejdsplads hver morgen og følelsen af at være en del af samfundet igen. Alligevel er der dage, hvor han stadig føler sig som kriminel.

Hver måned bliver der lavet lønindeholdelse med en trækprocent på 70, blandt andet pga. gæld fra sagsomkostninger til det offentlige.
Det betyder, at han får udbetalt i nærheden af kontanthjælp, selvom at han går på arbejde hver dag. Og med renterne der løbende bliver tilskrevet, ved han godt, at han sandsynligvis aldrig bliver gældfri.

”Når der kommer beskeder fra Gældsstyrelsen i e-Boks, bliver jeg mindet om, at jeg engang har været en skidt fyr.”

Han forsøger ikke at forklare sine handlinger væk. Han ved godt, at der er konsekvenser. Men når man taler med ham, bliver det tydeligt, hvor meget gælden fylder i det liv, han lever nu.

Han beskriver det som følelsen af aldrig helt at få lov til at begynde forfra. Som om han bliver ved med at være ham den kriminelle, selvom han lever et andet liv i dag.

Der er dage, hvor han har lyst til at smide håndklædet i ringen. Hvor det føles svært at blive ved med at kæmpe for et liv, som hele tiden bliver holdt op imod den person, han var engang. Men arbejdet, hverdagen og livet med hans kæreste holder ham fast i det liv, han gerne vil have.

Han har stadig kontakt til andre tidligere indsatte og ser, hvor svært det kan være at holde modet oppe, når gæld og en hverdag uden retning fylder.

“Måske er det medvirkende til, at så mange vender tilbage til kriminalitet.”

I High:five møder vi mange mennesker som Daniel, der gør præcis det, vi som samfund håber på: tager ansvar, finder arbejde og bygger et nyt liv op.

Vi mener ikke, at mennesker skal slippe for konsekvenserne af deres handlinger. Men når mennesker, der arbejder, tager ansvar og forsøger at skabe et liv uden kriminalitet, bliver fastholdt i en økonomisk situation uden reel udsigt til at komme videre, er det svært ikke at spørge, om de nogensinde får lov til helt at starte forfra.

Vinkelsliber - højre
december 2025

Julehilsen 2025

Et årsskifte kalder på refleksion over året, der snart er gået. High:five er fra 2025 finansieret via Finansloven under den politiske aftale om ”Ungeløftet”. Bevillingen til High:five er øget betydeligt,…

Sommerhilsen 2024
juli 2024

Sommerhilsen 2024

Selv om vejret måske ikke altid synes at have forstået det, så er det sommer i Danmark. High:fives medarbejdere er, som alle andre, på vej på ferie, men som altid…

Håndværker måler op
april 2024

Ny gældsinddrivelsesmetode kan give bagslag

Vi har sagt det før, og vi siger det igen – tidligere straffedes gæld til det offentlige er et stort problem! Ikke kun for den tidligere straffede, men faktisk også…

Back To Top