Tilbage i slutningen af 2022 visiterede vores konsulent i Østjylland, Berit, 20-årige Rasmus. En plet på straffeattesten havde sat en kæp i hjulet, og han var gået i stå. Intet kørekort, intet job og ingen plan for fremtiden.
Undervejs i visitationen fik de sporet sig ind på, at han godt kunne tænke sig at arbejde som renovationsarbejder. Berit kontaktede derfor Verdis, som vi allerede havde et samarbejde med, og de inviterede Rasmus til en jobsamtale primo 2023.
Matchet var godt, men i første omgang kunne driftschef, Christian Mølbæk Jensen, samt Kasper Andersen og Lars Jensen ved Verdis dog ‘kun’ tilbyde Rasmus et afløserjob, da han intet kørekort havde. De ville dog gerne tilbyde ham en fastansættelse, hvis:
- Han tog alm. kørekort og stort kørekort
- Han viste, at han var engageret – mødestabil og ingen slinger i valsen
Slag i slag
Rasmus var topmotiveret. Han startede som afløser hos Verdis medio januar 2023, startede på B-kørekortet primo marts, og primo maj stod han med kørekortet i hånden. Det kørte for ham, selvom det var hårdt med både fuldtidsarbejde som afløser sideløbende med teori- og køretimer.
Rasmus indgik i vagtplanen på lige fod med alle andre ansatte og fik stor ros af sin nærmeste chef, Lars Jensen, som løbende har været i dialog med Berit om forløbet.
Hverdagen rammer
Den løbende dialog med vores samarbejdsvirksomheder og tidligere straffede er én af vores vigtigste fastholdelsesmetoder. Og her skulle det vise sig at blive ekstra vigtigt, for da Rasmus stod med B-kørekortet i hånden, begyndte luften lige så stille at sive ud af ballonen. Det viste sig i lidt fravær på arbejdspladsen.
Verdis kontaktede Berit, og de tog alle en fælles snak med Rasmus om hans motivation og mødestabilitet. Rasmus tog det til sig og det har kørt snorlige siden.
I februar 2024 fik Rasmus også sit store kørekort, og indløste derfor sit tilbud om en fastansættelse hos Verdis. ”Jeg er taknemmelig for at have fået chancen for at rette op på mit liv! Jeg er så glad for mit arbejde, mine kollegaer og at have et arbejde at stå op til hver dag,” sagde han, da Berit var forbi Verdis til 1-års opfølgning på jobmatchet på Djursland. Også virksomheden er glade for samarbejdet og ansættelsen.
Stort tillykke, Rasmus og godt gået!
Tak til Orla fra Dekra, som afholder AMU transportuddannelser i hele landet.
Også en stor tak til Christian Mølbæk Jensen, Kasper Andersen og Lars Jensen hos Verdis – I er med til at gøre en ufattelig stor forskel, når I tager et socialt ansvar som dette!
”Jeg er taknemmelig for at have fået chancen for at rette op på mit liv!
Jeg er så glad for mit arbejde, mine kollegaer og at have et arbejde at stå op til hver dag,”
– Rasmus, ansat via High:five hos Verdis