Vejen fra et liv med kriminalitet, til et liv med uddannelse og arbejdsplads er ikke altid uden bump på vejen.
For ca. 1,5 år siden mødte vores konsulent, Berit, Kasper, som står i midten af billedet.
På dette tidspunkt var han desværre ikke klar til vores hjælp, fordi han bøvlede med ubehandlet ADHD og en verserende sag, hvor ventetid og uvished var ubærlig. Han var nemlig topmotiveret for en kriminalitetsfri fremtid.
Som frygtet endte den verserende sag med en fængselsdom på ca. 7 måneder.
Under afsoning tog Kasper igen kontakt – og NU kunne der lægges en plan for hans fremtid, fordi han også havde fået styr på sin medicin.
Kaspers store ønske var at uddanne sig til tømrer på Aarhus Tech. Derfor kontaktede Berit vores gode samarbejdspartner, Peter Baaer, som er Uddannelses- og erhvervsvejleder på skolen.
Optagelsesprøven gik som smurt og Kasper blev optaget på uddannelsen med start i august 2023.
Fra første dag har Kasper knoklet på uddannelsen og bevist, at han ikke ”bare” vil være tømrer – han vil være en GOD tømrer.
Og dette gav pote, for da han ifm. uddannelsen skulle i praktik i en tømrervirksomhed, kontaktede Berit vores fantastiske samarbejdsvirksomhed, Hustømrerne, som inviterede dem begge til en samtale. Claus Christensen, Morten Sort og Kim Taarnborg deltog fra Hustømrerne og besluttede hurtigt at tilbyde Kasper at komme i praktik hos dem.
”Du beholder bare arbejdstøjet”
Praktikken gik strygende, og da Kasper blev sendt hjem om fredagen, var det med beskeden om, at han gerne måtte beholde arbejdstøjet til senere brug.
En gæv, jysk måde at sige, at han havde gjort det så godt, at de alle håbede, at de ville ses igen.
Der blev regnet på livet løs hos Hustømrerne, og til sidst faldt der en uddannelsesaftale på plads.
Kasper har nu været i lære hos dem i ca. 2 måneder, og det går strygende – selv helt oppe øverst, hvor han var i fuld sving med at lave tag, da Berit var forbi i februar måned for at afholde ét af sine faste opfølgningsbesøg.
Hun mærkede med det samme, at stemningen bar præg af, at der var højt til loftet, overskud og smil.
Det var en bekræftelse på, at matchet mellem Kasper og Hustømrerne føltes helt rigtigt, og hun glæder sig rigtig meget til at følge Kasper gennem hele hans uddannelse.
Værdien i et samarbejde
I disse år tales der meget om ”social ansvarlighed”, som handler om at agere ansvarligt i forhold til menneskerettigheder, sociale vilkår, arbejdsforhold og lignende. Et eksempel på dette er at ansætte fra kanten af arbejdsmarkedet – fx én med en plettet straffeattest.
Det handler ikke kun om at være med til at løfte dem, der har brug for en ekstra hånd i ryggen – det kan faktisk også både ses på bundlinjen og bruges aktivt i virksomhedens ESG-rapportering.
Frederik Sommerdahl Fyllgraf, Regionschef i Nord for Hustømrerne udtaler: ”Hvis vi skal vinde en opgave for en boligforening eller det offentlige, stilles der krav om, at 10 eller 15 % af mandetimerne i opgaven udføres af personer under uddannelse. Så det at tage et socialt ansvar og sikre lærlingepladser smitter også af på den økonomiske bundlinje.”
Citatet er fra Cabis artikel om vores samarbejde. Vi synes, at I skal læse den: Case: Hustømrerne – Cabi
Artiklen omhandler Mike, som vores anden konsulent, Trine, mødte første gang i Kragskovhede Fængsel tilbage i 2020. Hun hjalp ham med en læreplads hos Hustømrerne, hvor han fortsat er i lære, og hun glæder sig meget over, hvor godt det går ham.
Det næste opfølgningsbesøg er i marts måned, og til sommer er han udlært – med High:five på sidelinjen hele vejen gennem uddannelsen.
Tak til Cabi for at formidle historien om vores samarbejde med Hustømrerne.
Og et kæmpe stort tak til Hustømrerne for at se mulighederne i at ansætte ”vores” unge mennesker. I giver dem lige præcis den åbning i livet, som de er klar til at gribe og følge til dørs. Det betyder alt for dem og det er ekstra meningsfuldt, fordi det giver lige så meget værdi for jer!
Vi glæder os til at se Frederik Sommerdahl Fyllgraf & Co. til næste ansættelsessamtale i Kragskovhede Fængsel i marts måned. Der venter en spændt og super motiveret tømrerstuderende.
Mangler I en lærling?
Hos High:five arbejder vi med mange tidligere straffede, som enten gerne vil gå på en erhvervsuddannelse eller allerede går der. Derfor er vi altid interesseret i at etablere nye samarbejder med virksomheder inden for håndværksfagene – store som små.
Så mangler I en lærling eller vil høre mere om High:five og vores arbejdsmetode for at sikre det gode match og fastholdelse, så tøv ikke med at kontakte en konsulent fra dit område:
Highfive – Kontakt
Vi er et gratis tilbud og vi har også konkrete råd til, hvordan I som virksomhed kan dokumentere jeres sociale indsats i jeres ESG-rapportering.
”Hvis vi skal vinde en opgave for en boligforening eller det offentlige, stilles der krav om, at 10 eller 15 % af mandetimerne i opgaven udføres af personer under uddannelse. Så det at tage et socialt ansvar og sikre lærlingepladser smitter også af på den økonomiske bundlinje.”
– Frederik Sommerdahl Fyllgraf, Regionschef i Nord for Hustømrerne