Skip to content
Portræt af direktør Ole Hessel

Sommerhilsen 2026

Solen står højt på himlen, og foråret er blevet til sommer.
Ferien banker på døren. Pulsen går ned.
Vi gør status på foråret 2026.

478 tidligere straffede har i årets første 6 måneder været i kontakt med High:five, og 142 nye virksomheder har henvendt sig for at tage et ansvar for at skabe en ny fremtid for dem.

112 ansøgere er indtil videre kommet i job eller uddannelse. 85 indsatte har fået et kursusforløb under afsoning, og mange er ved at pakke kufferten for at rejse mod en bedre fremtid.

Det går stærkt. Men det går godt.


20 år med High:five
Den 21. maj fejrede High:five sit 20-års jubilæum på Banegaarden i København.
Arrangementet blev en festlig markering af en lang rejse, sammen med ansøgere, virksomheder, myndigheder, politikere og organisationer.

I løbet af de første 20 år har næsten 10.000 tidligere straffede været i kontakt med High:five, og vi har samarbejdet med mere end 4.000 virksomheder. Undervejs har vi navigeret gennem finanskrise, reformer i det offentlige, sundhedskriser og meget mere.

Det har været svært. Indrømmet.

Men når vi ser tilfredse virksomhedsledere og glade ansatte, har indsatsen været det hele værd.


Folkemødet
High:five var igen til Folkemøde på Bornholm.

I en uforudsigelig verden, glæder man sig over at bo i et land, hvor den demokratiske dialog er mulig. Hvor personlige, arbejdsmæssige og politiske forskelligheder forenes i konstruktiv dialog om, hvad der er bedst for dig, mig og Danmark.

Vi skal værne om den værdifulde dialog og aldrig tage den for givet.

Tak til alle, vi mødte, for de gode samtaler. Vi ses igen i 2027.


Ungeløftet
De nationale møder holdt pause under regeringsforhandlingerne, men er startet op igen.

High:five har indgået mange aftaler med kommunerne, og vi forventer os meget samarbejdet.

Vi møder allerede mange fra målgruppen af unge, der står uden job og uddannelse, men som drømmer om et helt almindeligt arbejdsliv med et lønnet arbejde.

Vi kan se på menneskers fortid og nutid og lade os begrænse af vores egne eller andres bekymringer.

Men hvis vi møder mennesker med et åbent sind og har fokus på de unges motivation og potentiale, får vi også øje på nye muligheder. Man får som bekendt øje på dét, man kigger efter.


Når straffen er afsonet
I High:five arbejder vi for at skabe forandring for tidligere straffede, der ønsker det.

Vi følger mennesker, som har afsonet samfundets straf, og som beslutter at slippe alt det, de har kendt, starte på en frisk i nye omgivelser og gå på arbejde hver morgen.

Men så rammer ”tillægsstraffen”, der for mange opleves som en livstidsdom: gæld til sagsomkostninger.

Gældsstyrelsens inddrivelse betyder for mange, at de skal gå på arbejde for dét, der svarer til en kontanthjælp, uden mulighed for at forsørge en familie og leve et almindeligt liv.

Vi glæder os derfor over, at der i det nye regeringsgrundlag er lagt op til at revidere reglerne for lønindeholdelse, så det i højere grad kan betale sig at få et arbejde, når man har afsonet sin straf.

Tak for et dejligt forår. Tak for tilliden.
Vi glæder os til samarbejdet efter sommerferien.

Rigtig god sommer.

Ole Hessel
Direktør, High:five

Samtale om gæld til sagsomkostninger på Christiansborg
juni 2026

Gæld til sagsomkostninger spænder ben for livet efter straf

”Jeg blev løsladt fra et fængsel og afsoner nu i et økonomisk fængsel, som jeg aldrig bliver løsladt fra”. Det var Daniels ord til Karina Lorentzen Dehnhardt, som han sammen…

Daniels gæld gør det svært at føle, at han nogensinde får lov til at begynde forfra
maj 2026

Der er dage, hvor jeg stadig føler mig som kriminel

Daniel står op hver morgen og møder ind på arbejde. Han bor sammen med sin kæreste, passer sit job og insisterer på at holde fast i det liv, han har…

Vinkelsliber - højre
december 2025

Julehilsen 2025

Et årsskifte kalder på refleksion over året, der snart er gået. High:five er fra 2025 finansieret via Finansloven under den politiske aftale om ”Ungeløftet”. Bevillingen til High:five er øget betydeligt,…

Back To Top