I kraft af min stilling som direktør i High:five, har jeg netop deltaget som gæstetaler ved ”Yellow Ribbon” konferencen i Singapore. Her var 460 deltagere fra 26 forskellige lande samlet for at drøfte resocialisering. Se mere på: https://highfive.net/da/nyheder/highfive-i-singapore

Jeg var inviteret til at fortælle om High:fives gode samarbejde med myndigheder og private virksomheder, om vores metode til at screene og matche straffede unge, og om hvordan vi motiverer og hjælper virksomhederne med at ansætte de unge i helt almindelige job.

Konferencen i Singapore viste sig at være et tag-selv-bord af gode idéer.
Som inspiration vil jeg gerne dele nogle af idéerne med politikere, myndigheder og interessenter.

Sammen om resocialisering
I år 2000 satte Singapores regering sig et mål om at forbedre det tværfaglige samarbejde omkring afsoning og udslusning af dømte med involvering af det civile samfund. I den forbindelse blev organisationen ”Community Action for the Rehabilitation of Ex-offenders” (CARE) etableret.

Hvor der i Danmark er fokus på straf og sanktioner og mindre på resocialisering, er tingene vendt på hovedet i Singapore. Der er en fælles forståelse om, at det drejer sig om at få indsatte retur som gode samfundsborgere.

Politikere, myndigheder, medarbejdere og civilsamfund taler med én stemme.
Resocialisering af kriminelle i Singapore starter ved dommen og slutter først, når den dømte har skabt sig en ny, stabil tilværelse uden kriminalitet.

De ansatte i Kriminalforsorgen i Singapore tog for år tilbage selv initiativ til at revurdere formålet med deres arbejde. Siden da har de kaldt sig ”Captains of Lives” for at illustrere, at deres opgave er at bringe de indsatte retur til samfundet som lovlydige samfundsborgere.

Tænk hvis man gjorde det samme Danmark.

Et besøg i fængslet i Singapore viser tydeligt resultatet af de ansattes beslutning.
Stemningen er positiv, alle taler med alle, og indsatte bruger ansatte til sparring og rådgivning.
Naturligvis er der negative fanger, men de puttes ind for sig selv for at tænke over deres opførsel. Man lader dem ikke fylde og spolere den gode stemning.

Fængslet er indrettet med 4 afdelinger, som indsatte flyttes rundt imellem.
De starter i en ”Velkomstafdeling”, og flyttes efter ca. 1 måned til en ”Behandlingsafdeling”, hvor der er fokus på at ”behandle” årsagen til kriminaliteten, så den ikke gentager sig.
Når de er klar, flyttes de til ”Kvalifikationsafdelingen”, hvor de studerer og lærer forskellige fag.
I den sidste tid afsoner de i ”Udslusningen”, hvor organisationen SCORE sikrer en god udslusning.
SCORE sørger for, at der er bolig og job, når den indsatte kommer ud, og samtidig involverer de det modtagende samfund, så afsoneren bliver taget godt imod.

Dette arbejde beskrives som ”Yellow Ribbon” – inspireret af sangen ”Tie a Yellow Ribbon Round the Old Oak Tree”. Sangen er en fængslets ønske om, at kæresten binder et gult bånd i et træ, så han kan se, at han er ”ønsket”, når han vender tilbage.

Fængselscellerne i Singapore er dobbelt størrelse af en dansk fængselscelle. Der sover ikke 1 men op til 8 personer i hver celle.
Inspektøren i fængslet begrundede forholdene med at sige, at det er vigtigt, at de indsatte lærer at socialisere, at tåle andre og at indordne sig.

At ligge på sivmåtter så tæt som tilfældet er i Singapore, bliver forhåbentlig ikke hverdag i Danmark. Man kunne dog overveje, om det er godt for et menneske at tilbringe så megen tid alene i sin egen celle, som tilfældet er i Danmark?

Et land uden fordomme
Singapore er et forholdsvist nyt land og befolkningen består hovedsageligt af kinesere, men også af en stor gruppe indere og malajer.
Fra dannelsen af landet har det været regeringens holdning, at befolkningens mangfoldighed skal være en styrke og ikke en udfordring.
For at undgå, at enkelte befolkningsgrupper isolerer sig, skal hver kommune i Singapore bestå af den samme procentvise fordeling af befolkningsgrupperne som landet har samlet. Hvis en kinesisk familie fx ønsker at bosætte sig i et bestemt område, kan de kun få lov, hvis ”kvoten” af kinesere ikke overstiger den procentvise fordeling for området.

Ja. Det er topstyring. Og det er måske ikke en styreform, som vi bryder os om i Danmark.
Men tænk tanken, at hver kommune og hvert et boligområde i Danmark havde en ”fordelingsnøgle” som i Singapore. Ville vi så ville have de udfordringer omkring integration, som tilfældet er i dag?

Hvor skal VI hen?
Vi lever i vores egen lille osteklokke i Danmark og har en tendens til at tro, at vi som veludviklet land er foran på alle parametre. Det er vi ikke. Slet ikke.

For at udvikle os, skal vi tillade, at vi bliver ”forstyrret”, og vi skal lade os inspirere af andre lande.

Politikerne i Singapore har taget en beslutning om at sætte fokus på resocialisering, og myndigheder og ansatte bakker op. Alle arbejder for den samme langsigtede strategi.

I Danmark svinger pendulet fra side til side afhængig af, hvilken side af salen, der sidder ved rattet, og regeringen er samtidig kraftigt påvirket af mediernes fokus på enkelthistorier.
Det ene øjeblik er der fokus på straf og på regler og rammer.
Det næste øjeblik skal vi behandle og resocialisere.
Myndighederne og deres ansatte spæner rundt fra den ene side til den anden.

Fra min side skal der lyde en kraftig opfordring til, at hele Christiansborg drøfter og beslutter, hvor det egentlig er, vi skal hen. Hvad er Folketingets mål på den lange bane? Skal vores kommende nabo være en arbejdsløs straffet, eller en uddannet lønmodtager med kriminel fortid?

Jeg betages samtidig af det mod, som ansatte i Kriminalforsorgen i Singapore har udvist, og jeg håber, at myndighederne i Danmark vil lade sig inspirere til at stille spørgsmålet: hvor skal vi hen?